GODT NABOSKAB
Det er ikke svært
I 1984, på en af de første generalforsamlinger i Grundejerforeningen Tornbjergs historie, vedtog man et sæt såkaldte ordensregler. Her knap 4 årtier senere senere, har vi i den siddende bestyrelse udarbejdet en let opdatering og modernisering af disse regler, som vi håber vil anspore til samarbejde og fælles ansvarstagen for både de fysiske rammer og det gode liv her i området.
Vis hensyn, når du er ude at gå tur med din hund. Sørg for at holde den i snor og husk at samle hundens eventuelle efterladeskaber op. Dertilegnede poser kan fås i de fleste velassorterede supermarkeder.
Om vinteren, når det en sjælden gang sner, er det din opgave som grundejer at rydde veje og stier omkring din egen grund. På den måde mindskes risikoen for at forbipasserende falder og kommer til skade. Resten af året handler det blot om at holde de samme veje og stier ryddelige. Det er også din opgave at slå græs ud for din egen grund.
Hvis du har en personbil, er det hensigtsmæssigt, at du parkerer den på din egen grund. Får du gæster, bør de parkere, så de ikke generer dine naboers mulighed for at passere. Får du mange gæster, er det optimalt, hvis du få dem til at parkere på de faste p-pladser, der findes flere steder. Lastbiler må slet ikke parkere i området. Der er mange børn her, så kør ekstremt forsigtigt.
Gode råd
Undersøgelser omkring naboskab viser, at nabostridigheder har den største negative indvirkning på livskvaliteten. Desværre har op imod hver anden haft konflikter med en nabo, og hver femte har følt sig generet af en nabo. Du kan heldigvis gøre meget for at undgå at havne i nabostridigheder; venlighed og dialog er nogle af kodeordene, når det handler om at få et godt forhold til sine naboer. Her er nogle få, velmente råd til god naboskik:

1. Hils på hinanden
Det virker banalt, men det kan have stor betydning for naboskabet, at man sørger for at hilse på hinanden. Et smil, et nik eller et „hej“ er en anerkendelse af den anden part. Det er en måde, hvorpå du viser din nabo, at du respekterer ham/hende.

2. Vær behjælpsom
Hvis du og din nabo kender hinanden lidt og i ny og næ er hjælpsomme over for hinanden, øges tolerancetærsklen, og det styrker det gode naboskab. Er naboen på ferie, kan du f.eks. hjælpe med at vande planter og tømme postkasse.

3. Lån ting af hinanden
Skal naboen låne en kop sukker eller en boremaskine, så træd til. Når I låner noget af hinanden, har I også en relation til hinanden, og så har I mulighed for at lære hinanden lidt bedre at kende. Glem ikke at aflevere det lånte tilbage!

4. Vær obs på støj
En smule nabostøj er er en del af pakken, når man flytter ind i et villakvarter. Fortæl gerne din nabo, hvis du skal have gang i ekstra støjende entreprenørmaskiner eller have mange højlydte og glade gæster i haven til langt ud på natten.

5. Gå i dialog
Skulle der opstå små irritationer, så sørg for at gå i dialog med naboen på et tidligt tidspunkt. Hvis I får talt med og lyttet til hinanden og bevarer troen på, at I kan finde en løsning, kan I undgå en egentlig nabostrid. Det kan være opslidende.

6. Hold øje
Hold øje med din nabos hjem, når de ikke er hjemme. Undersøgelser viser, at naboværn har en stærk præventiv virkning, når det kommer til at forhindre indbrud. En god nabo hjælper med at holde et vågent øje med hjemmet.
Naboskab i ferien
En dejlig ferie kan blive ødelagt, hvis du kommer hjem til et plyndret hus. Derfor handler det om at få et tomt hus til at se beboet ud – eller at lade som om man er hjemme, når man er ude. Ofte kan tyven stoppes med enkle midler. Start f.eks med at lave en konkret aftale med naboen om, at kigge efter hinandens hjem, mens I hver især er væk på sommerferie. I kan f.eks. aftale at
- Låne en nøgle til hinanden og sørg for, at der er lys i boligen om aftenen
- Har I to biler, så hjælp din nabo og parkér den ene af bilerne i den tomme indkørsel
- Sørge for at der ikke stikker post eller aviser ud af din nabos brevsprække
- Fylde lidt i naboens skraldespanden på vejen, så huset ser beboet ud
- Gå en tur rundt om naboens hus og tjek at alt er, som det bør være
